Dagens udmeldinger fra Energinet og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard understreger alvoren i situationen: kapaciteten i elnettet er presset, og der er behov for tydelige og gennemsigtige prioriteringer dér, hvor kapaciteten er knap.
Datacenter Industrien anerkender, at prioritering kan blive nødvendig i områder med reel knaphed. Men prioritering bør baseres på klare kriterier som modenhed, samfundsværdi og systembidrag – ikke på forenklede skel mellem brancher eller forbrugertyper. Modenhed er netop indført i den nye prioriteringsmodel fra Energinet, gældende fra 1 februar.
Digitalisering er i dag en grundlæggende forudsætning for både samfundet og forbrugerne. Danske virksomheder, offentlige myndigheder og borgere er dybt afhængige af data og digitale tjenester – fra energistyring og produktion til sundhed, betalinger og offentlig service. Disse tjenester leveres fra datacentre i Danmark. Datacentrene udbygges, fordi efterspørgslen er der – også fra danskere og danske virksomheder.
“Jeg forstår godt behovet for politisk prioritering, når kapaciteten er knap. Men det er en forenkling at stille danske virksomheder og datacentre op som modsætninger. I praksis er danske virksomheder, myndigheder og forbrugere dybt afhængige af data og digitale tjenester, som leveres fra datacentre i Danmark – uanset om de er ejet af danske eller internationale aktører,” siger Henrik Hansen, direktør i Datacenter Industrien.
Samtidig er udfordringerne med elnettets kapacitet ikke nye og ikke kun danske. De er kendte konsekvenser af mange års elektrificering og grøn omstilling og ses i hele EU. Det er et strukturelt problem, som kalder på mere end kortsigtet prioritering og kø-systemer
“Presset på elnettet er et fælleseuropæisk problem og højt prioriteret på EU-niveau. Hvis Danmark vil lykkes, skal vi både investere mere aggressivt i elnettet og turde åbne for nye løsninger, hvor fleksibilitet og samspil mellem energi, industri og digital infrastruktur spiller en langt større rolle. Her kan datacentre spille en konkret rolle som en del af løsningen – hvis rammevilkårene understøtter fleksibilitet og samspil,” siger Henrik Hansen.
Hvis løsningen alene bliver at sortere forbrugere fra, risikerer Danmark at bremse både grøn omstilling, digital udvikling og erhvervsvækst. Der er, som ministeren nævner i Finans, behov for at bruge hele værktøjskassen.
Det betyder blandt andet:
- mere aggressive investeringer i elnettet
- friere rammer til nye projekter og tekniske løsninger
- bedre udnyttelse af fleksibilitet og lokale energisystemer
- og nye former for colocation mellem energi, industri og digital infrastruktur
Eksempler som GreenLab i Skive, hvor der netop er annonceret et datacenter som en del af et bredere, integreret energikoncept, illustrerer den retning, Danmark kan bevæge sig i, når energisektor, industri og digital infrastruktur sammentænkes i nye modeller, der kan skabe lokal vækst og grøn omstilling, også i en situation med knap netkapacitet.
Dan Jørgensen har på EU-niveau peget på netop energi- og infrastrukturudfordringer som et højt prioriteret område. Danmark har derfor et stærkt udgangspunkt for at blive et europæisk foregangsland for, hvordan man håndterer knap netkapacitet gennem innovation og nye modeller – frem for stilstand.
Datacenter Industrien stiller sig meget gerne til rådighed for en konstruktiv dialog med Energinet, energisektoren og politiske beslutningstagere om konkrete løsninger, der både styrker forsyningssikkerheden og understøtter Danmarks grønne og digitale udvikling.
Contact us


