Datacentre: Uden dem går Danmark i sort – med dem kan vi vinde fremtiden

September 23, 2025

Share

Hver gang vi tænder for Netflix, spiller Roblox med børnene eller logger ind på MitID, sker det via et datacenter. De færreste tænker over det, men bag skærmen står en hel industri, som har potentialet til at blive Danmarks næste store erhvervseventyr.

Ligesom vi i 1980’erne og 90’erne skabte vindmølleeventyret, har vi nu chancen for at gøre datacentre til en global styrkeposition – og samtidig sikre, at danske virksomheder og start-ups får en stærk hjemmebane at vokse fra.


Eksportpotentialet er enormt

Ifølge analysen Digitaliseringens rygrad (Implement Consulting Group, 2025) kan datacentre bidrage med op mod 250 mia. kr. årligt til dansk økonomi. Det er ikke kun, fordi de skaber arbejdspladser og leverer overskudsvarme. Datacentre er også en vækstmotor for dansk eksport.


Danske virksomheder som Danfoss, DEIF, COWI, Grundfos og Novenco leverer allerede komponenter og løsninger til den globale datacenterbranche. Når vi bygger datacentre herhjemme, skaber vi ikke kun job lokalt, vi udvikler viden og ekspertise, som kan sælges på et marked, der globalt forventes at blive en af de hurtigst voksende det næste årti.


Flere internationale spillere som f.eks Google, Apple og Microsoft har valgt at bygge datacentre i Danmark. På det seneste er der også kommet flere danske aktører til, som bevæger sig ind på markedet. Det viser, at vi ikke kun kan tiltrække udenlandske giganter, men også selv kan sætte dagsordenen.


Start-up Hub: Fremtidens bæredygtige løsninger

Under Nordic Data Center Week lancerer vi Net Zero Start-Up Hub i Fredericia. Her får unge virksomheder, universitets-spinouts og iværksættere mulighed for at udvikle løsninger til en industri i eksplosiv vækst. Målet er at koble Danmarks styrker inden for grøn energi, fjernvarme og klimavenlige teknologier med datacenterindustriens behov.


Ligesom vindmølleeventyret startede med et stærkt hjemmemarked, har vi brug for at skabe de bedste rammer her i Danmark. Et stærkt hjemmemarked giver danske virksomheder en platform at vokse fra og gør det muligt at eksportere danske løsninger til hele verden.


Tid til politisk fokus

Hvis vi skal gribe muligheden, kræver det politisk vilje. Vi skal sikre adgang til grøn strøm, effektive myndighedsprocesser og tæt integration med energisystemet. Gør vi det, kan Danmark blive Europas grønne digitale centrum og skabe et eksporteventyr, der matcher vindmøllernes succes.


Nordic Data Center Week

I denne uge markerer vi Nordic Data Center Week. Vi åbner dørene for skoleklasser, iværksættere og politikere for at vise, at datacentre ikke kun er motoren i vores digitale samfund, men også fundamentet for et nyt dansk eksporteventyr.

 


Fakta om datacenterbranchen i Danmark

  • Branchen understøttede i 2024 mere end 5.400 jobs. Tallet kan tredobles i løbet af få år.
  • Datacentre leverer allerede overskudsvarme til 15.000 husstande. Potentialet er mange gange større.
  • Datacentre er en forudsætning for AI, cloud og kvanteteknologi, som kan bidrage med op mod 250 mia. kr. i årlig vækst til dansk økonomi.
  • Globalt er datacentre blandt de hurtigst voksende brancher de næste 10 år.


Læs mere i rapporten Digitaliseringens rygrad


Back to news

Contact us