Nordic Data Center Week 2025 samlede elever, virksomheder og beslutningstagere om én central dagsorden: hvordan datacentre kan være motor for digitalisering, grøn energi og fremtidens karrierer.
Fra skolebesøg i Esbjerg og Fredericia til pitch-event og konferencen Fredericia Talks og karrieredage med Microsoft og Digital Realty stod det klart, at datacentre er langt mere end serverhaller. De er rygraden i vores digitale og grønne fremtid.
Nordic Data Center Week er et samarbejde mellem de nordiske data center organisationer med formålet at fremme viden og forståelse for datacentres rolle i et digitaliseret samfund.
“Vi lancerede Nordic Data Center Week sidste år som led i en større oplysnings- og outreach indsats, hvor datacentre ønsker at styrke dialogen med de lokalsamfund, de er en del af,” siger Christine Kjær Jacobsen, Marketing & Communication Manager i Datacenter Industrien.
Elever bag maskineriet
I Esbjerg åbnede Bulk Infrastructure dørene for lokale skoleklasser. Eleverne fik en sjælden rundvisning i serverrum og kølerum og oplevede, hvordan internettet ikke bare “står i skyen”, men har en fysisk forankring i store datacentre. Udover rundvisning fik eleverne en introduktion til, hvordan Esbjergs rolle som energimetropol gør byen oplagt som centrum for digital infrastruktur.
“Vi ønsker at gøre datacentre mere håndgribelige for unge mennesker. Når eleverne ser, hvordan vi arbejder med både teknologi og bæredygtighed i praksis, går det op for dem, at dette er en branche, hvor de selv kan være med til at forme fremtiden,” fortæller Rune Bråten, Bulk Infrastructure.
I Fredericia inviterede Google og Fredericia Maskinmesterskole (FMS) lokale elever indenfor til en dag med både teknisk indsigt og samfundsmæssige perspektiver. Her lærte de om sikkerhed, bæredygtighed og overskudsvarme, og fik lov at møde de teknikere, der holder infrastrukturen i gang.
For mange var det en øjenåbner at se, at deres digitale hverdag har et helt fysisk afsæt i store serverhaller. Besøget blev koblet til FMS’ specialisering i datacentre, der er udviklet i samarbejde med Google og flere danske virksomheder.
“Denne typer partnerskaber er med til at bygge bro mellem erhvervsliv, uddannelse og muligheder. Det er et stærkt eksempel på hvordan virksomheder, uddannelsesinstitutioner og unge kan mødes om viden, nysgerrighed og fremtidens kompetencer– og samtidig viser vi de unge de mange karriereveje, som datacenterbranchen åbner lokalt,” siger Ruth Axø, erhvervsplaymaker i Fredericia Kommune.
Innovation og vækst på Fredericia Talks
Et af ugens store initiativer var Net Zero Start-Up Hub pitch event i Fredericia. Ti lovende virksomheder var udvalgt til at pitche deres innovationer for et ekspertpanel bestående af ledende stemmer fra datacenter, energi, og startup- økosystemet i Danmark.
Alle løsninger tog udgangspunkt i grøn omstilling eller fremtidens energisystemer, og vinderne blev hædret under konferencen Fredericia Talks, hvor beslutningstagere, eksperter og erhvervsliv diskuterede Danmarks muligheder som digitalt og grønt centrum.
“Danmark har etableret sig som et center for bæredygtig digital infrastruktur, og Fredericia er et godt eksempel på, hvordan lokal og global innovation kan mødes. Dagens arrangement viser styrken i økosystemet i Danmark og Europa – hvor start-ups, industri og beslutningstagere arbejder sammen om at accelerere datacenterindustriens vej mod net zero. Google er stolte af at være en del af denne rejse,” tilføjer Niels Andersen, Senior Public Affairs Manager, Google Data Centers.
Karriereveje og kompetencer
Hos TEKNIKA Maskinmesterskolen i København deltog Datacenter Industrien sammen med Microsoft og Digital Realty i karrieremesse for at repræsentere branchen. Studerende og unge fagfolk fik dermed både mulighed for at møde medarbejdere og høre personlige karrierefortællinger, men også for at høre mere om branchens fremtidsperspektiver.
Ugen sluttede med karrierearrangement med Digital Realty og Microsoft. Om formiddagen fik de studerende mulighed for at besøge datacenteret hos Digital Realty, der normalt er lukket for offentligheden. Hos Microsoft satte paneldebatter og workshops fokus på, hvordan teknikere og specialister kan finde en indgang til en af verdens hurtigst voksende industrier.
Webinarer, netværk og lokale initiativer
Ugen bød også på en række faglige webinarer afholdt af Arrow, Nordcad, Onnec og Siemens, der satte fokus på alt fra teknologiudvikling til energieffektivisering. Derudover stod Mercantec og DEIF bag et arrangement i Skive, hvor unge fik indsigt i de kompetencer og teknologier, som datacenterbranchen efterspørger.
Et udsolgt netværksarrangement afholdt sammen med DI-Digital stillede spørgsmålet: Hvordan kan Danmark og Europa sikre både AI kapacitet, datasikkerhed og grøn omstilling?
Baggrunden var udgivelsen af rapporten Digitaliseringens Rygrad, der peger på datacentrenes voksende betydning for samfund, erhvervsliv og klimaet.
En uge med perspektiv: Lokalsamfund, energi og ansvar
Nordic Data Center Week 2025 viste, at datacentre ikke bare er bygninger, men bærende søjler i både digitalisering, jobskabelse og den grønne omstilling. Ugen gjorde det tydeligt, at teknologiforståelse allerede starter i folkeskolen, at unge skal kunne se sig selv som aktører i fremtidens digitale samfund, og at Danmark har en unik chance for at koble grøn energi og digital infrastruktur. Samtidig blev det understreget, at politiske rammer, lokal forankring og eksportambitioner må gå hånd i hånd, hvis vi skal gribe mulighederne.
Nordic Data Center Week 2025 er ikke blot en temauge – men en invitation til at forme fremtiden sammen.

Contact us