For tredje år i træk inviterede Danish Data Center Industry (DDI) skoleelever indenfor i datacentre under Nordic Data Center Week. I år gik turen til BULK i Esbjerg og Fredericia Maskinmesterskole, og forskellen fra første år er tydelig: Børnene ved mere, forstår mere og stiller sværere spørgsmål
På billedet ses elever fra den ene skoleklasse, der var på besøg hos BULK datacenter i mandags.
Da de første skoleklasser for tre år siden trådte ind i et datacenter, handlede spørgsmålene mest om, hvad sådan et sted overhovedet er. I år lød det anderledes. "Bruger datacentre vand?" "Hvor meget strøm bruger de?" "Hvis en server går ned, hvad sker der så med indholdet?" Og fra en elev, der tydeligvis allerede tænker på sin karriere: "Kan man arbejde for Microsoft og så gå hen og arbejde for Google?"
Spørgsmålene afspejler, at datacentre er blevet en del af samtalen. Ikke kun i klasseværelset, men også i frikvarteret og ved spisebordet derhjemme.
"Vi kan mærke, at børnene kommer med en helt anden viden end for tre år siden. De har hørt om datacentre fra deres forældre, i nyhederne eller fra klassekammerater, og de har gjort sig tanker om strøm, vand og AI, før de overhovedet er ankommet. Det er præcis den samtale, vi gerne vil være med til at skabe," siger Merima Dzanic, COO/Head of Strategy & Operations i Danish Data Center Industry.
Esbjerg: Ud på taget og ned under gulvet hos BULK
Mandag den 21. september åbnede BULK sit datacenter i Esbjerg for mellemtrinsklasser fra kommunen. Allerede ved ankomsten fik eleverne en fornemmelse af, hvad der er på spil: Alle voksne skulle vise ID og igennem sikkerhedskontrol, før man kunne komme indenfor.
Efter en introduktion til, hvad et datacenter er, fortalte medarbejdere fra BULK om deres arbejdsdag. Derefter gik rundvisningen forbi IT-udstyr, nødgenerator og de batterier, der sikrer, at internettet kører videre, selv hvis strømmen svigter. Det, der gjorde størst indtryk, var det konkrete og fysiske: at komme op på taget, se motoren, kigge ind i datarummet og se gulvet blive åbnet, så man kunne se, hvad der gemmer sig nedenunder.
Eleverne var også optaget af de store spørgsmål. Hvor lang tid tager det at bygge et datacenter? Kan det bygges under vand? Bliver det ikke overophedet? Og kommer robotter og AI til at overtage menneskers job?
Fredericia: Google i baghaven og et test-datacenter på øverste etage
Tirsdag den 22. september var det Fredericia Maskinmesterskoles tur til at tage imod skoleelever. Her tog besøget udgangspunkt i det datacenter, der ligger i børnenes egen baghave: Googles datacenter i Taulov. Det tog lidt over to år at bygge, kostede 4,5 mia. kroner og beskæftiger omkring 240 personer, blandt andre computerteknikere, elektrikere, mekaniske ingeniører, sikkerhedsvagter og køkkenpersonale.
Eleverne lærte, at "skyen" i virkeligheden er servere i et datacenter, forbundet via internettet, og at selv en besked til en ven passerer et datacenter, før den når frem. De hørte også, hvorfor Danmark er et godt sted for datacentre med et køligt klima, grøn strøm og en stærk infrastruktur, og hvilke udfordringer der følger med, fra stigende energibehov til behovet for opbakning fra lokalsamfundet.
To medarbejdere fra Google gav et indblik i, hvordan vejen ind i branchen kan se ud. Mathias, Data Center Technician, er uddannet datatekniker og var i lære hos Statens IT. Han beskrev sig selv som en slags "serverlæge", der reparerer og udskifter servere, og forklarede, at data altid ligger på mere end én server, så intet går tabt, hvis en af dem går ned.
Jonas, Data Center Facilities Technician, er student fra Horsens og uddannet maskinmester netop fra Fredericia Maskinmesterskole. Han arbejder primært med el og er med til at sikre, at datacentret bliver kølet ned.
Sikkerheden fyldte meget i elevernes spørgsmål, og de fik blandt andet at vide, at Google jævnligt sender et team fra USA, der skal forsøge at bryde ind i datacentret for at teste sikkerheden. Besøget sluttede med en rundvisning på skolen, hvor eleverne så det test-datacenter, som skolen har på øverste etage. Det får strøm fra solpaneler på taget, og overskudsstrømmen lagres i batterier til senere brug.
Tegn verdens mest bæredygtige datacenter
Som de foregående år blev alle eleverne udfordret til at tegne deres bud på et bæredygtigt datacenter. Den bedste tegning udløser 2.000 kroner til klassekassen. Vi offentliggører vinderen mandag den 28. september.
Frø, der kan blive til fremtidens medarbejdere
Datacenterbranchen vokser, og behovet for kompetencer vokser med den. Maskinmestre, elektrikere, teknikere og ingeniører, men også jurister, sælgere og kommunikationsfolk. Skolebesøgene er med til at så et frø hos børn, som om nogle år skal vælge uddannelse, og give dem et konkret billede af, at der er job og karriereveje i en branche, der ligger lige uden for deres egen dør.
"Når en elev spørger, om man kan skifte fra Microsoft til Google, så tænker hun allerede på sig selv som en del af branchen. Det er det, vi gerne vil opnå: at børnene ser datacentre som et sted, de selv kan arbejde en dag," siger Merima Dzanic, COO/Head of Strategy & Operations i Danish Data Center Industry.
Åbenhed kræver åbne døre
For DDI handler skolebesøgene også om noget større. Vi ved, at åbenhed og viden påvirker forståelsen og accepten af datacentre positivt. Når børnene går hjem og fortæller om nødgeneratorer, køling og serverlæger, bliver de ambassadører for en viden, der rækker langt ud over klasseværelset.
Men åbenhed kan ikke kun ske i kommunikation. Den skal også være konkret og fysisk. Når et datacenter åbner sine døre for lokalsamfundet, bliver det mindre abstrakt og lettere at forstå, hvorfor det er der, og hvad det betyder for os alle sammen. Det gør en forskel lokalt, og det kan være vejen til større accept i samfundet generelt.
Derfor en tak til BULK, Google og Fredericia Maskinmesterskole for at gå forrest.
- Og en opfordring til branchens øvrige datacenteroperatører: Åbn dørene. Det betaler sig.
Contact us



